Tag Archives: Kina

Efterspørgslen efter fransk vin daler i Kina

Ifølge de seneste tal fra den Franske eksportforening af vin og spiritus (FEVS) steg den franske eksport af vin og spiritus i 2018 for 4. år i træk. For første gang nogensinde oversteg eksporten 100 milliarder kr. Et beløb, der dækker over et lille fald i volumen af solgt vin, der modsvares af en stigning i værdien af de eksporterede vine.

Hvor fransk vin stadigvæk har fremgang på det amerikanske og europæiske marked, så kniber det mere på det kinesiske marked, som er Frankrigs tredjestørste eksportmarked efter Europa og USA, hvor den direkte eksport faldt med 14,4% i 2018.

Økonomisk afmatning og handelsproblemer med USA angives som årsagen til faldet i den direkte kinesiske import. Da en stor del af vinene til det kinesiske marked leveres via Hong Kong og Singapore er tallet ikke et udtryk for den nøjagtige eksport til Kina. Eksporten til Hong Kong og Singapore udgjorde i 2018 19 milliarder kroner, som er det næstbedste år nogensinde.

Ifølge kinesiske importtal så faldt Kinas vinimport med 8,95% i 2018 målt på volumen og med en lille stigning på 1,1% målt på værdien. Det er dog ikke kun fransk vin, som oplever en tilbagegang i Kina, så var i 2018 også tilbagegang for andre store vinlande som Australien, Spanien og Italien. Som det eneste land havde Chile i 2018 en stigning i eksporten til Kina.

Indlægget Efterspørgslen efter fransk vin daler i Kina blev først udgivet på Winenews.

http://www.winenews.dk