Chavost-Assemblage-et-chardonnay

Champagne Chavost på Vinøs Vinbar

Onsdag aften fik Champagne Chavost hevet mig og fruen en tur til byen, faktisk nærmest igennem byen og ud på den anden side. Amager og vinbaren Vinøs havde denne aften fristet med et arrangement, som jeg havde set annonceret på Facebook. Fristet var jeg, da udtrykket ”Champagne uden tilsatte sulfitter” alligevel vækkede en interesse hos mig. Nyder jeg pludselig at jagte naturvin? Nej, jeg søger blot at smage ting der rykker ved de konventionelle grænser. Det er sådan vi bliver klogere.


Super flotte etiketter på alle vine fra Champagne Chavost

Champagne Chavost – uden tilsætning

Champagne Chavost uden tilsatte sulfitter, ja faktisk så var mantraet fra Fabian denne aften: Vin uden noget tilsat, ganske som i gamle dage. Fabian har overtaget familiens domaine og sat fokus på renhed i alle aspekter. Denne aften var han med på en forbindelse fra Frankrig og vi sad i en vinbar på Amager. Samlet set dyrker Fabian fem hektar som alle dyrkes økologisk.

Jeg havde lidt frygtet at vi skulle smage Champagne med større fokus på nedfaldne æbler, end på renhed. Sådan blev det ikke, det var tydeligt at Fabian havde knækket koden til hvordan han kunne beholde renheden i frugten, uden at anvende sulfitter i produktionen. Overordnet set så var alle vinene meget rene i deres udtryk, ikke så fyldige, men sprøde og elegante i afslutningen.

Læs mere om Champagne i min guide til Champagne

Når Fabian sagde intet tilsat, så omfattede det også sukker i dosagen. Alle vine var knastørre og det bliver nok en smagssag hvad man synes om det. Personligt er jeg ikke bare en fan, jeg er ikke forskrækket over en smule sukker. For mig kan vinene meget nemt komme til at mangle noget fylde og balance som sukkeret giver. Champagne har naturligt et meget højt syreniveau og efter min mening har så højt syre godt af lidt sukker til at skabe balancen. Det gælder for mig her i Champagne, ganske som det for mig gælder i tysk riesling. Giv mig blot lidt sukker, til at skabe balance. Når det er sagt, så var vinene denne aften i fin balance og herligt slanke i deres udtryk.

Alle vine var angiveligt fra én årgang, uden tilsætning af vin de reserve. Bagetikketerne var generelt informative, men indeholdt ikke den væsentligste oplysning for mig; tidspunkt for degorgering eller årgang på vinen.

Blanc d’Assemblage, Brut Nature, Champagne

En blød Champagne, i en stil de fleste vil kunne lide. Jeg nød balancen mellem frisk pære, lidt citrus og så den elegante eftersmag. En anelse noter fra flaskelagringen med lidt toast, men ellers fokus på den rene frugt. Intet tilsat sukker i dosagen, hvilket gav en god tør afslutning, uden at der manglede frugt. 89 point

Blanc de Chardonnay, Extra brut, Champagne

Den klart mest slanke denne aften, som det tog mig lidt tid at blive gode venner med. Utrolig mineralsk med noter af grøn æbleskal, citron og hvide blomster. En lille note af knuste piller gav et let medicinsk præg, men i eftersmagen holdt frugten godt ved. En slank og elegant udgave af en blanc de blancs. 88 point

Rosé de Saignée, Brut Nature, Champagne

Meget mørk og en utrolig flot næse. Her væltede rød frugt op af glasset, helt friske hindbær og røde kirsebær. I munden var der afrundet moden frugt og en god friskhed fra lidt appelsin. Afslutningen var fuld fokus på den røde frugt. En af de mørkeste, mest frugtdrevne, og fyldigste rosé Champagner jeg længe har fået. En super lækker balance, hvor modenheden i frugten nærmest gav sødme, uden at vinen fik det. Meget flot og ret unik stil her. 91 point

Terroir Tradititionel, Demi-Sec, Champagne

A guilty pleasure. Ja jeg kan godt lide Champagne med 32 gram sukker per liter. Især når det balanceres af et helt fad med frugt, som det skete her. Duft af saftig moden pære, melon og fersken. Smagen gik i samme retning, med masser af solmoden frugt, næsten over i de tropiske frugter. Sammen med dette en kompleksitet fra længere lagring, end i de tre første. Brød og nødder gav lidt ekstra kompleksitet til det samlede billede. Et forsøg på at matche denne med kransekage gik rigtig godt. 89 point

2012 Influence de Chêne, Brut Champagne

Tilbage til tør Champagne, men med en langt større dybde så det gav god mening. En vin fremstillet af de tidligere ejere, så vidt jeg forstod. Tilsat 8 gram dosage og det fik ærlig talt mit smil lidt mere frem i bussen. Kompleks og med stor fokus stadigvæk. Ren frugt med gule æbler, blomster og de ekstra noter fra lagringen. Ristede mandler og lidt hvidt brød lå fint sammen med frugten. En klart større mundfylde end på de helt tørre udgaver og en fantastisk balance i eftersmagen. En stor vin der kan klare fadets ekstra kompleksitet. 93 point

2019 Coteaux Champenois, Chardonnay

Stille hvidvin, fremstillet på chardonnay. Det mindes jeg ikke at have prøvet før. Et smukt udtryk for hvad Fabian prædikede hele aftenen. Ultra mineralsk udtryk i næsen, med næsten kværnet kalk, dernæst hvide blomster og igen grønne friske æbler. Ingen maskering og kun en anelse noter fra fadet, som dog kom mere frem med lidt varme i glasset. Man kunne tydeligt fornemme den stil som Fabian ønsker for hele huset, med renhed og fuld fokus på midten af paletten. For mig på ingen måde en stil der gik i retning af hvid Bourgogne, langt mere et klart eksempel på en sprød og præcis chardonnay, dyrket i et meget koldt klima. Virkelig lækker og især renheden i eftersmagen var jeg glad for. 92 point

Samlet set

Det var som sagt og skrevet nogle rigtig flotte vine fra Champagne Chavost. Der blev snakket meget ”ingen sulfitter eller andet tilsat”, men vinene talte for mig mere om renhed, præcision og elegance. Det er ikke Champagne med store armbevægelser, men vine der bringer smilet frem hos mig. Samlet set mangler jeg lidt dybde og bredde, som jeg nemt tror kan opnås med lidt sødme til at skabe balancen.

Vinøs er en vinbar med mange gode tanker, smagninger og sortiment. Min største anbefaling til at lægge vejen forbi. Otto og Jesper der har baren driver den med passion og hjemlighed på en måde så man har lyst til at sidde der og nyde livet. Deres personale gør tingene med et smil og vil også gerne bidrage, hvilket de gør på bedste vis. Vi gav 395,- for seks glas Champagne og lidt hapsere, en ganske rimelig pris.


Min hustru Ann-Toni til smagning på Vinøs

Værten Jesper Bo Bendsen serverer Champagne Chavost på Vinøs Vinbar

The post Champagne Chavost på Vinøs Vinbar appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>