Ramonet-Remoissenet

Bourgogne blindsmagning

En tur i kælderen.

Afgang til Bourgogne om et ganske lille øjeblik. Vi tager på
tur med personalet fra vores butikker hos Otto Suenson, så de får endnu dybere
viden om et distrikt vi alle elsker. Vi skal ned og besøge et par håndfulde af
vores producenter, som vi glæder os meget til at møde. For nogle er det første
gang i Bourgogne, for andre af os bliver det et herligt gensyn. Én ting er dog
altid sikkert; man kan lære noget hver gang.

Som opvarmning til denne tur, så besluttede vi at mødes over
et par gode flasker Bourgogne. Vi valgte at de skulle smages blindt, for at
holde fordomme og forventninger lidt i skak. Dette område kan få begge dele til
at stikke helt af i løbet af et øjeblik. Temaet blev defineret til Cote d’Or og
endte med en overvægt til den røde side. Tusind tak til alle for at medbringe
så flotte flasker fra Jeres samlinger. Desværre var et par af turens deltagere
fraværende, men de skal nok få os indhentet. Jeg har valgt at give point på 100
point skalaen, alene for at se hvad jeg selv synes om kvaliteten af den
pågældende vin, serveret blindt. Da de fleste vine er fra Otto Suenson
sortiment, så læg ikke for meget i point. Noter blev taget med løs hånd
undervejs.

Laurent Perrier,
Cuvée rosé, Brut, Champagne

Smuk gylden orange med røgskalsfarve. Herlig frisk og liflig
duft med en del mere rugbrød i smagen. Her er liv og intensitet, røde kirsebær
og hindbær. Høj mineralitet og god balancerende frugt. En fantastisk
ganerenser. 91 point

Disse 2 hvide blev serveret sammen

2015 Ramonet, En Remilly, 1.er cru, Saint-Aubin

Høj intens med masser af popcorn og røg. Puligny karakter
for fuld skrue. Lidt høj i alkoholen. Fed og tæt og kommer væltende lidt for
vulgært ud af glasset. Holder en god renhed, men bliver lidt for voldsom til at
holde den slanke præcision. 87 point Bud på hhv Meursault og Saint Aubin. For
mig lidt for meget fad og for tung til at holde balancen. Min Puligny tanke gik
fløjten med al den høje alkohol og tyngde i vinen.

2015 Remoissenet,
Chassagne-Montrachet

Rigtig flot balance. Her er fed cremet gul frugt. Rolig uden for meget fad, men med virkelig flot syre og intensitet. Holder sig rent og er virkelig i god balance. Mit bud Ramonet, Chassagne 13 91 point
Konklussionen her var at 2015 bare er svær for de hvide, hvor de er lidt lave i syre generelt og nemt bliver bamsede. Umiddelbart vil jeg anbefale at gemme og se om de kan smide deres baby-fat.

Første sæt rød Bourgogne

2015 Lignier, Plan Gilbert, Bourgogne Pinot Noir

Virkelig lækker og åben duft, det vælter frem med skovbær og
lakrids. Ung i smagen med et bid fra syren. Hindbær, brombær og røde blomster.
Virkelig lækker og saftig stil, hvor der er lidt rigeligt krudt. Ukontrollabel
stil med masser af liv og glade dage. Danser lidt hen over tungen. 92 point Mit
bud: Pacalet 16 og det var jeg pudsigt nok ikke alene med. Kombinationen af
frisk sort frugt og liv trak os i den retning.

2015 Lignier, Bourgogne
Passetoutgrain

Åben bred jordbærgrød, animalsk duft og god dybde. Stor smag og høj intensitet i stilen. Her er sort frugt og så kommer det bare rullende derudaf. Den her vin vil rigtig meget… Frugten er godt sat sammen, en del sort frugt og så alligevel en del friskhed. Her er skiffer, mineralitet og så meget kompleksitet. 93 point Pudsigt som denne fremstod med større kompleksitet.
Et sindsygt sæt, der performede langt over deres beskedne AOC’er. Disse to vine var dem man kunne huske i dagene efter smagningen.

2010 Michel Magnien,
Les Chaffots, 1.er cru, Morey-Saint-Denis

Dufter elegant med snigende røde frugter. Delikat og så
kommer den smækkende med rimelig høj syre og en del tannin. Godt bid i smagen,
serveret rimelig kold. Holder sig lidt lukket. Blød og balanceret, så kommer
den med høj syre og slank intensitet. Utrolig flot balance med længde og
kompleksitet på den gode måde. 93 point Bud Benjamin Leroux i en yngre årgang

Så et sæt igen

2010 G. Roumier,
Chambolle-Musigny

Åben med bred bærfedme. Animalsk og dyb frugt. Fuld smæk på
med masser af dybde og tæthed i frugten. Slank intensitet og mest rød frugt,
ribs og høj syre. Intens og fadet spiller hårdt fast med god dybde og liv. Den
arbejder rundt i glasset og frugten balanceres af både saftighed og knækket
gren. 95 point. Min egen flaske og genkendt

2010 Lecheneaut, 1.er
cru, Chambolle-Musigny

Præcis rød frugt med høj intensitet og saftighed. Så slank
og alligevel så intens. Utrolig charmerende eftersmag hvor den bliver ved med
at komme snigende. Lidt rå, med stor komepleksitet. Fadet står skarpt og
intenst. 93 point. God kompleksitet, men lidt mere simpel end det første glas i
sættet.

2016 Leroux,
Vosne-Romanée

Stort og virkelig intens. Er det sort frugt og peber, som
nærmest minder om syrah. En del lakrids der udvikler sig med ekstra lag. Den
røde frugt er ret koncentreret med en del syre og intensitet. Mørk stil der
strammer hårdt til, men som alligevel smager forrygende. Super balance på et
meget ungt stadie, hvor tanninen stadig er lidt for dominerende. 94 point. Bud
Chevillon

2012 Jacques Prieur, Greves, 1.er cru, Beaune

Hvad er nu det? Lidt sødladen mørke brombær, lidt sødme og vingummi. Jeg kan ikke rigtig blive enig med mig selv. Starter sødmefuld og ender med at stramme til. 89 point Fremstår hård og utilnærmelig, en stil der bare skal have luft for at blive flot.

2008 Comte Armand, Clos des Epeneaux, 1.er cru,
Pommard

Dufter dejligt men holder bare ikke i smagen. Tør og trist. Endnu en flaske af denne, som bare ikke lever op til forventningerne.

Endnu et sæt:

2006 Harmand-Geoffroy, Lavaux St-Jacques, 1.er
cru, Gevrey-Chambertin

Farmyard og en del jordet frugt med dybde og kompleksitet.
Starter frugt i smagen med masser af sort frugt og skiffer. Kommer tilbage med
mere tørstof og rå frugt. Bliver lidt for rå, men uden elegance. 90 point, mest
på næsen. Min flaske og genkendt.

2012 Dugat-Py, Vieilles Vignes, Gevrey-Chambertin

Stor åben duft med masser af forskellige nuancer der kommer
snigende. En stor vin og den er helt klar og drikkeklar. Stor charme og
virkelig elegant med bred frugt. Stor intensitet og lang eftersmag. 94 point. Bud Dugat Py

Og som rosinen i pølseenden, ikke serveret blindt:

2016 Domaine Leflaive, Puligny-Montrachet

Stram med høj smagsintensitet. Røget og en del popcorn som
ventet. Slanker sig sammen og holder sig elegant. Frugten er gul med umoden abrikos
og grøn melon. Den kommer med mere intensitet og holder sig med stor saftighed.
Fadet står lidt voldsomt, men frugten holder hele vejen. 93 point

Så er vi vist varmet op og klar til Bourgogne. Mine bud var absolut ikke skarpe hele aftenen, men vi havde det sjovt. Tak til Philip for at servere blindt for os.

The post Bourgogne blindsmagning appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>