Monthly Archives: August 2022

LP-serien

Laurent-Perrier Champagne smagning

Laurent-Perrier er i den grad et af de helt klassiske huse i Champagne. Min oplevelse med vinene herfra gennem årene har altid været positiv, jeg husker ikke en eneste skuffende flaske. Der har været mange gode flasker, som altid er ramt ned lige midt i en festlig lejlighed og bare hare passet godt ind. 

I dag er det Hans Just der importerer og distribuerer Laurent-Perrier i Danmark. De havde inviteret til dagens smagning i København. 

23 år efter bastillen

Ja, Laurent-Perrier er grundlagt kun 23 år efter bastilledagen i Frankrig, allerede i 1812. Det har altid været drevet med fokus på kvaliteten. Efter grundlæggerens død i 1887 overtog hans enke driften af virksomheden, og de næste generationer forblev huset drevet af kvinder. I 1939 solgte familien huset til Marie-Louise Lanson de Nonancourt der drev firmaet sundt igennem 2. verdenskrig. I 1948 var hendes søn, Bernard Nonancourt, oplært som kældermester og kunne overtage styringen. På dette tidspunkt var der 20 ansatte og der blev afsat 80.000 flasker om året. 

Bernard blev en meget vigtig mand for udviklingen af Laurent-Perrier. Hans ambitioner var at vokse og kommer ud til flere markeder. Man må sige at manden havde succes. i dag eksporterer Laurent-Perrier til 160 forskellige lande og er det femtestørste vinhus i Champagne, med adgang til nogle af de absolut bedste marker i området. Huset ejer selv 20 % af de marker de har behov for. Resten er fordelt mellem klassiske kontrakter hvor de køber færdig vin, eller kontrakter hvor Laurent-Perrier står for at dyrke druerne og høste. Den sidste måde giver mere arbejde, men større kontrol over kvaliteteten. Den samlede mængde i dag er tættere på 8 millioner flasker, så der er sket en markant ændring i tiden med Bernhard Nonancourt ved roret. 

Læs også min guide til Champagne

Nutiden og fremtiden for Laurent-Perrier

I dag er det Bernard de Nonancourts døtre der driver firmaet videre. Alexandra Pereyre de Nonancourt og Stéphanie Meneux de Nonancourt driver firmaet med et management board for at holde styr på alle detaljer. Næste generation er allerede på vej ind i firmaet med Alexandras datter Lucie Pereyre de Nonancourt, der arbejder sig rundt i forskellige funktioner i firmaet. 

Kældermesteren er nøglen til succes

Michel Fauconnet er kældermester hos Laurent-Perrier, og kun den tredje af slagsen gennem husets historie. Michel startede som kældermand i 1974 (da undertegnede var ét år gammel) og har sidenhen arbejdet sig op til at blive ansvarlig kældermester i 2004 efter at have assisteret siden 1993. Det tager tid at lære sjælen i så vigtigt et vinhus, den sjæl forstår Michel bedre end de fleste. 

Stilen hos Laurent-Perrier er styret af en stor mængde chardonnay, som tilfører både præcision, men også en blød afrundet stil. 

The art of Champagne, is the art of blending! Det er mantraet hos Laurent-Perrier. 

De fleste vine, fra Brut til Grand Siecle på toppen, er blandet af flere årgange, for at ramme den ønskede stil og kvalitet. I marken arbejdes efter bæredygtigt koncept (HVE) og ved pressen udnyttes kun 80 % af mosten, da de første og sidste 10 % skæres fra. Der bruges intet fra andet pres, kun det første.
Alle vine gæres på ståltanke og gennemgår fuld malolaktisk konvertering. Generelt lagres vinene markant ængere end minimumskrav, for at give bedre balance og komleksitet.

Vi fik serveret et godt dækkende udvalg af vinene fra Laurent-Perrier, som blev præsenteret af Lucas fra vinhuset. 

Blanc de Blancs, Brut nature, Champagne

Denne er ny i sortimentet og rammer først det danske marked til næste år. Der produceres på nuværende tidspunkt under 30.000 flasker om året. Ren chardonnay, med 6 års lagring og helt uden dosage. Denne var på base af 2016 årgangen og dermed nyligt degorgeret. 

Meget ekspressiv og lidt vild i næsen. Stramt styret med elementer af citrus og friske grønne æbler. Holder sig lidt enkel i stilen, indtil den får lidt mere varme og åbner op for harmen. Intenstieten beder om mad, for at vise alle nuancer. En dejlig ren og intens stil, som det bliver en fornøjelse at nyde til et fad med skalddyr. 90 point

La Cuvée, Brut, Champagne

Ikke en vin jeg havde helt store forventninger til. Sidst jeg smagte denne var det en træt og kedelig omgang. Der var dog tydeligt nye boller på suppen her. Siden 2017 er der skruet op for chardonnay og ned for meunier. Målet er mere renhed, mere typisk Laurent-Perrier stil. Det virker virkelig godt. Vigtigt når denne vin alene står for 80 % af produktionen. 50% chardonnay, 30 pinot noir, 20 meunier. 4 års lagring i kælderen og 8 gram dosage. 

Åbner flot op med moden stenfrugt, især fersken. Lidt overmoden frugt, men så kommer der god kalket mineralitet, lidt frisk toastbrød og fin renhed. Smagen holder sig godt på sporet, med klar chardonnay karakter. Rank i stilen, men alligevel med en blødhed og enkel charme der byder sig til. Strammer lidt bittert til i afslutningen. 88 point. 

2012 Millésimé, Brut, Champagne

Denne Millésimé er kombineret af lige dele chardonnay (fra Côte de Blanc) og pinot noir (fra Montagne de Reims), ca. 10 år i kælderen, denne nok degorgeret i slutningen af sidste år. 8 gram dosage. Som ofte hos de større huse viser denne Millésimé udgave at den måske er #2 i rækkefølgen, men leverer utrolig god kvalitet til prisen. 

En stor og kompleks duft, hvor en del autolytiske noter blander sig fint med frugten. Intens og lidt mere bred i sit udtryk. Noter af stenfrugt, samt en anelse rød frugt. Starter ret rank og ligetil, men arbejder sig dybere med tid i glasset. En stor vin, som har et godt potentiale. 93 point

Grand Siècle, No 25, Grande Cuvée,Brut, Champagne

Toppen af kransekagen fra Laurent-Perrier og viste også denne dag sine store kvaliteter. Dette er de n25. udgave, siden første udgave i 1959. En prestige cuvée der kan lege med de absolut bedste i klassen. Som traditionen byder så er denne sammensat af tre årgange, denne med 65 % 2008, 25 % 2007 & 10 % 2006. En kombination der lover godt, og indfrier det. 

Grand Siècle betyder det store århundrede og i Frankrig er det naturligvis det 17. århundrede der hentydes til. Det århundrede som var, lige inden Laurent-Perrier blev grundlagt. I dette skete mange af de ting som har defineret Frankrig, fra opførslen af Versailles til de store kokkes indmarch på scenen hvor de begyndte at servere tre retter, med vine tilpasset. Her begynder Champagne så at blive en væsentlig faktor ved bordet. 

Lysere end jeg havde regnet med, men duften har masser af bredde og kompleksitet. Gule frugter, samt lidt tropisk med en grillet ananas og en del tertiære noter. Hø, honning og ristet brød i store mængder. God fylde i munden, hvor frugten bæres flot af en meget elegant mousse. Danser omkring tungen med fin tropisk frugt, moden citron, karamel og til sidst strammer den fint til med mineralitet. Vinen starter fyldigt, men ranker sig flot, til al tid vil det dog være en bredskuldret stil, som er udført smukt. Flot flot vin! 96 point

Cuvée Rosé, Brut, Champagne

En klassiker, fordi den adskiller sig fra så mange andre. Altid med god fylde og masser af frugt til at arbejde med. Et super køb, som igen viste sig flot. Igen kunne vi diskutere om den SKAL drikkes ung, eller om den kan udvikle sig smukt med alder. Vinen er fremstillet ved maceration af drueskallerne i forbindelse med langsomt pres over 24 – 36 timer, hvilket også er med til at give den store dybde i farven. Ren pinot noir og 5 år i kælderen inden degorgering med 8 gram. 

Meget rød i farven, hvilket blev båret over til den frugtfyldte næse. Hindbær, skovjordbær og alt i den modne udgave. Smagen er næsten sødmefuld med stor fylde og masser af saft i afslutningen. Flot vin. 92 point

Harmony, Demi-Sec, Champagne

Så er vi i den sødlige afdeling med hele 40 gram sukker. 45 % chardonnay, 40 % pinot noir 15 % meunier. 3 år i kælderen inden degorgering. 

Ja, den er sød, men i forhold til mange andre i denne kategori så er sødmen fint integreret med frugten. Noter af ananas og overmoden pære bakkes op af honning og gule blomster. Balancen er fin og vinen ender med en ren frugtdrevet karakter. Server den kold, så kommer smilet frem. 88 point

Laurent-Perrier set med mine øjne

Ja, Laurent-Perrier gør det rigtig pænt over hele linjen. Det er flotte vine, som alle er styret af chardonnay. Det giver både præcision, men også en afrundethed der skaber den mere populistiske stil. Jeg er glad for stilen og siger pænt tak til Hans Just for invitationen. 

The post Laurent-Perrier Champagne smagning appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Noval-P81

Quinta do Noval vertikal smagning

Man kan diskutere hvilken producent der er den bedste i forskellige kategorier, men når vi taler om Vintage Port fra den absolut øverste hylde, så bør Quinta do Noval altid omtales i det bedste selskab. Så da jeg fik en plads ved bordet til at smage seks forskellige årgange herfra, så betalte jeg straks og sagde pænt ja tak. Vinene var indsamlet af Portvinsklubben af 1981.

En af de unikke ting ved Quinta do Noval er at det er en sammenhængende vingård, uden andre vinmarker der indgår i produktionen. Det gør at vi reelt kan tale om en singlevineyard, eller en enkelt gård om du vil. Det er lidt specielt, når vi taler de bedste Vintage Portvine. Normalt er de bedste Vintage Port sammensat af druer fra de bedste vinmarker og gårde, som en producent ejer, sjældent kommer de “kun” fra en mark. 

Vintage Port og Nacional

Hos Quinta do Noval fremstilles to slags Vintage Port. Den almindelige fra gården, som på ingen måde er almindelig, samt den unikke “Nacional”. Nacional kommer fra en vinmark med vinstokke der ikke har været angrebet af phylloxera (vinlusen) så vinstokkene står på originale rodstokke og giver dermed måske et indblik i hvordan druerne oprindeligt var til Portvin. Parcellen med disse stokke er ca. 2 hektar og produktionen holder sig under 250 kasser i et deklareret år. Det svarer til ca. 10 % af Vintage Port fra Quinta do Noval i deklareret årgang. Gennem årene er parcellen holdt i live med stiklinger fra de originale vinstokke og i dag er gennemsnitsalderen på stokkene omkring 45 år.

Fra selva Quinta do Noval kommer der kun to andre portvine. En naturlig forlængelse af Vintage Port er Late Bottled Vintage Port (LBV), men der produceres også mindre mængder Colheita fra gårdens druer. I en moderne verden ville det jo være synd og skam, hvos man ikke benyttede den styrke oms brandet Noval har, så i dag produceres en lang række Portvine fra druer der ikke kun kommer fra Quinta do Noval. De hedder “Noval” på etiketten og markerer dermed ikke kun at være fra vingårdens egne marker. 

Historisk set

Quinta do Noval er omtalt helt tilbage til 1715 og er en af de ældste gårde i Dourodalen. Siden 1993 har gården været ejet af det franske firma AXA Millésimes der har investeret voldsomt i nyt udstyr til produktionen, samt renoveret vinmarker i stor stil. Christain Seely er i dag direktør og en fremragende eksponent for vinene fra gården. 

I 1997 stod nye produktionsfaciliteter klar og fra 2004 har der også været en serie af bordvine fra Quinta do Noval. I denne serie eksperimenterer Christian Seely med alt fra lokale til internationale druer. 

Quinta do Noval, og alle vine fra gården, er i dag i den absolut bedste ende af spekteret.

Selve smagningen

Vinene var dekanteret inden vi ankom og belv serveret en anelse for varme i forhold til min smag. Alle havde medbragt egne glas, jeg brugte et Riedel smageglas, som var ganske glimrende til formålet. Vinene blev serveret semi-blind. Dvs. vi kendte de seks årgange, men ikke rækkefølgen. Nemt at bedømme det, tænkte jeg. Jeg tog dem på farven først og bekræftede mig selv ud fra smagen. Det viste sig at jeg havde de tre unge rigtigt, men havde byttet helt rundt på de tre ældre vine. Her er vinene nævnt i den rækkefølge de blev serveret. Point er givet på 20-point-skalaen. Først mine og bagefter det samlede gennemsnit fra 25 smagere. 

1994 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Første årgang efter AXA havde overtaget, men inden Christian Seely havde rigtig fat i produktionen. Kun 800 kasser produceret. 

Rød farve, medium intensitet. Duften bød på en del tertiære noter, samt sorte frugt. Fadet var tydeligt og det mest overraskende var den manglende tæthed og intensitet. Smagen kørte lidt i samme rille, hvor vinen var relativt slank, uden den store fylde eller dybde. Pænt sagt var den slank og i en lidt mere elegant stil, hvilket jeg ikke ville forvente fra så stor en årgang. Den sorte frugt blev suppleret af lidt umodne grønne noter. 12 point fra mig, 16,4 point i gennemsnit. Det gav samlet en 2. plads, hvilket jeg fandt overraskende. 

2007 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Der blev ikke tappet Nacional i denne årgang, hvilket vil sige at alle de bedste druer er gået til denne Portvin. 

Dyb farve, med stor tæthed. Eneste vin som KUN viste primære frugtnoter. Meget frisk i både duft og smag, hvor både sort og rød frugt stod flot sammen. Der var lidt orangeskal og lakrids til at fuldende billedet. For mig en vin med fantastisk friskhed og ingen tegn på overmodne (rosiner) druer. Virkelig flot struktur, selv på dette unge stadie, hvor der både var fylde og friskhed. 14 fra mig, 16 samlet. 

1966 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Var der noget galt med vores flaske, eller hvad? Den startede ud med en del våd papkasse, i en lidt rustik stil. For mig var det ikke prop, men helt på toppen var den ikke. Jeg duftede kun den 2. flaske, så min bedømmelse er alene på baggrund af den flaske vi fik skænket. Vinen samlede sig fin og gav mere svampe, læder og klassiske tertiære nøddenoter. Fin balance i smagen, hvor der virkede til at være bedre balance. God høj syre og helt klart en vin jeg med glæde havde serveret for mine gæster. 12 point fra mig, 16,2 samlet og en 3. plads på aftenen. 

2003 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Ja, fra start var jeg ikke rigtig i tvivl om årgangen her, på farve og duft. Tæt sort, med en lidt begyndende aldring med teglfarvet kant. Næsen bød på de første tertiære noter, sammen med rosinerne. Smagen var dyb og til den ekstreme side. Der skulle ske meget, men der manglede friskhed og saftighed for min smag. Masser af længde og tekniske set en flot vin. Jeg gav den lidt høje point, baseret på den tekniske kvalitet af vinen. På en sur dag, så havde jeg nok givet en del lavere, baseret på de overmodne elementer i vinen. 15 point fra mig, samlet 16 point. 

1978 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Det startede ikke godt, men blev kun værre. Mine første duftnoter siger; alder og tang, kanel og sæbe. Vinen fremstod pænt sagt blød til at starte med, men så faldt den fra hinanden. Syren stod til den ene side, og den spinkle frugt prøvede at balance i midten, men faldt. Absolut ikke en vin jeg ville have serveret, hvis jeg havde gæster. Jeg gav aftenens absolut laveste score med 7, samlet fik vinen helt uforståeligt 15,7 point. Måske jeg slet ikke kunne forstår klubbens egen udviklede 20-point-skala?! For mig var den absolut under middel. 

1970 Quinta do Noval, Vintage Port, Douro

Hold da op, en vin der fra start var oppe og flirte med perfektion. En utrolig flaske, som fortjener al den ros som vi ikke regnede med at tildele 1970 Noval. Næsen var så VILD! Høj intensitet og alligevel luftig. Alting svævede op af glasset. Meget præcis i frugten, stadig med en del friskhed og også underliggende tørret frugt. Smagen bekræftede og lagde trumfen på bordet! Pivlækker vin, i noget nær fuldendt balance. Stor fylde, men alligevel let og luftig i stilen. Frugten stor, men uden at blive klodset. Jeg har noteret mig komplet, mere end kompleks og så bare en dansende smuk eftersmag. Havde den været serveret kold, i større glas, så havde jeg måske ramt toppen af skalaen. Denne aften holdt jeg mig på 19 point, selskabet kvitterede med 18,1 point i snit og havde denne som den klare vinder. 

Quinta do Noval er stadig konge

Quinta do Noval står stadig for mig som en af de mest stabile producenter af højkvalitets Vintage Port. Denne smagning viste nuancer af et skiftende ejerskab og hvad der kan give af udsving i kvaliteten, især symboliseret ved 1994 der mere viste bagsiden af det tidligere ejerskab, end kvaliteten af det nye. 2003 og 2007 stod stærkt og bliver referencepunkter langt ud i fremtiden, for to meget forskellige årgange. 

1970 Quinta do Noval står nu højt på min uskrevne liste, over de bedste Vintage Port jeg har smagt. En stor oplevelse, som jeg var glad for at få med mig på denne dag. Tak til Portvinsklubben af 1981 for at have en gæsteplads ledig denne dag.

The post Quinta do Noval vertikal smagning appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Hagl ødelægger kendte franske vinmarker

Området omkring det kendte vinområde Châteauneuf-du-Pape, blev for nylig ramt af voldsomt vejr som bragte ikke mindst storm men også en mindre tornado med sig. Uvejret ramte det område som ligger i den østlige del, og flere af vinmarkerne er blevet ramt af kraftige vindstød og hagl.

Det hårdest ramte område omfatter vingården La Crau, som af mange vurderes til at have de bedste parceller i forhold til Châteauneuf. Flere andre kendte vingård benytter også druer herfra til deres topvine.

Ifølge WineSpectator, så vurderer Daniel Brunier – 5. generation af vingården Vieux Télégraphe at de har mistet mellem 70 – 90 procent af druerne på deres marker. Han fortæller til WineSpectator at planterne er meget hårdt ramt og der er ikke noget tilbage at høste i år – både druer og bladene er ødelagte. Så derfor bliver der ifølge vinmageren ikke produceret noget af vinen Vieux Télégraphe Blanc for årgang 2022, og der afventes om der er noget som kan reddes i forhold til at der kan blive en årgang 2022 af Vieux Télégraphe Rouge.

Det antages at ca. 25 procent af Châteauneuf-du-Pape’s vinmarker har lidt skade af vejret og det er for tidligt at sige noget om hvor meget der kan reddes, og hvor meget der er gået tabt. Det fulde overblik kommer først når høsten for alvor går i gang.

Indlægget Hagl ødelægger kendte franske vinmarker blev først udgivet på WINEnews.dk.

http://www.winenews.dk

Hagl ødelægger kendte franske vinmarker

Området omkring det kendte vinområde Châteauneuf-du-Pape, blev for nylig ramt af voldsomt vejr som bragte ikke mindst storm men også en mindre tornado med sig. Uvejret ramte det område som ligger i den østlige del, og flere af vinmarkerne er blevet ramt af kraftige vindstød og hagl.

Det hårdest ramte område omfatter vingården La Crau, som af mange vurderes til at have de bedste parceller i forhold til Châteauneuf. Flere andre kendte vingård benytter også druer herfra til deres topvine.

Ifølge WineSpectator, så vurderer Daniel Brunier – 5. generation af vingående Vieux Télégraphe at de har mistet mellem 70 – 90 procent af druerne på deres marker. Han fortæller til WineSpectator at planterne er helt ødelagte og der er ikke noget tilbage at høste i år – både druer og bladene er ødelagte. Så derfor bliver der ifølge vinmageren ikke produceret noget af Vieux Télégraphe Blanc for årgang 2022, og der afventes om der er noget som kan reddes i forhold til at der kan blive en årgang 2022 af Vieux Télégraphe Rouge.

Det antages at ca. 25 procent af Châteauneuf-du-Pape’s vinmarker har lidt skade af vejret og det er for tidligt at sige noget om hvor meget der kan reddes, og hvor meget der er gået tabt. Det fulde overblik kommer først når høsten for alvor går i gang.

Indlægget Hagl ødelægger kendte franske vinmarker blev først udgivet på WINEnews.dk.

http://www.winenews.dk

1000

Varmen giver tidlig høst

Både Frankrig, Italien og Spanien har været hårdt ramt af dette års noget skiftende vejrsituationer, med et forår der bød på regn og hagl, over en sommer med ekstrem hedebølge og mangel på vand. Noget som ikke mindst bekymrer vinbønderne, for det påvirker årets vinhøst.

Den lange periode med meget varme, har nu medført at vinbønder i Frankrig er startet på årets høst – hvilket er ca. 1 måned før de plejer. Normalt begynder høsten først medio september, men dette års hedebølge har fået druerne til at modne tidligere så nu er vinbønderne i Bordeaux begyndt på vinhøsten – ifølge nyhedsmediet APNews som blandt andet har været på besøg hos flere vingårde i området.


Plukkere i gang med Grand Cru Classe de Graves på vingården Château Carbonnieux, i Pessac Leognan (AP Photo/Francois Mori)

Høsten er i gang på Château Carbonnieux (AP Photo/Francois Mori)

Indlægget Varmen giver tidlig høst blev først udgivet på WINEnews.dk.

http://www.winenews.dk

Zind-Zind

Zind Humbrecht besøg

Den anden af de store kanoner i Alsace må være Zind Humbrecht, når vi nu havde besøgt Marcel Deiss dagen inden. Super fedt at kunne præsentere så forskellige stilarter, på så højt niveau, for familien. Jeg må nok indrømme at jeg selv nød det på præcis samme måde. Tak til Erik Sørensen for at hjælpe med at åbne døren her.

Den bedste producent i Alsace

Der skal ikke kåres en vinder, når vi taler Deiss vs. Zind Humbrecht. Det sjove er at der på papiret er mange lighedspunkter, men alligevel er vinene milevidt fra hindanden i den sidste ende. Begge er store fortalere for biodynamik og terroir, hvor de tilstræber at lade vinen udtrykke sit dyrkningssted optimalt.

Zind Humbrecht er præcision, knivskarp syre og en slank tolkning af deres terroir, udtrykt gennem enkelte druesorter. Deiss viste dagen forinden hvad der sker når der arbejdes med samplantning på markerne, hvor der først høstes når sidste druesort er moden. Begge udtrykker terroir på fedeste vis, med stor kompleksitet i vinene og masser af charme.

Besøg i kælderen hos Zind Humbrecht

Besøget hos Zind Humbrecht blev en hurtig gennemgang, hvor vi fik præsenteret et udvalg af vinene, uden at komme i dybden med nogle druer eller terroirs. Der skal dog ikke herske tvivl om at vi nød hver eneste vin der kom i glasset og alle de vinmarker vi fik smagt havde et smukt og krystalklart udtryk i vinene. Også en stor fornøjelse at smage en enkelt vin med alder, der virkelig viste hvad der sker, når vin får lov til at udvikle sig i flasken.

Vi blev taget med i kælderen af Corentin Lipp, der er office manager. Impoenrende kælder med store gamle fade, hvor vinene ligger og udvikler sig inden aftapning. Et smukt smagelokale, med god stemning.

Jeg har gennem årene nydt de fleste flasker jeg har smagt fra Zind Humbrecht og det vil jeg kun gøre endnu mere herfra. Det klare udtryk, den præcise syre og den helt rene eftersmag er det jeg generelt vil huske deres vine for.

Her er noter til et udvalg af de vine vi smagte.

2020 Zind-Humbrecht, ZIND, Alsace

Et rigtig lækkert glas vin der åbner alle sanser fra start. Atypisk druesammensætning med 70 % chardonnay og 30 % auxerrois, men som alligevel smager mest af Alsace. Druerne kommer fra Clos Windsbuhl, hvor Zind-Humbrecht plantede chardonnay tilbage i 1989. Det har vist sig at være en rigtig god idé. Super fin intensitet med mineralitet og god cremet mundfylde. 90 point

2020 Zind-Humbrecht, Riesling, Roche granitique, Alsace

En vin hvor Zind-Humbrecht viser hvordan forskellig jordbund spiller ind på smagen i vinen. Denne i sagens natur fra granitholdig jord. Stilen er stram og benet, med mere mineralitet end åben frugt. Kunne være interessant en dag at smage denne op mod de andre vine i serien, fra andre jordbundstyper. 88 point

2020 Zind-Humbrecht, Riesling, Clos Hauserer, Alsace

En enkel af de store rieslinger kom i glasset og hvilken stor fornøjelse. Naturligvis for ung og ikke så givende, men alligevel en stor vin med masser af kompleksitet! Slank med en super fin præcision med citrusfrugt og tårnhøj syre. 94 point med potentiale til mere

2020 Zind-Humbrecht, pinot gris, Rotenberg, Alsace

Ungt og helt tørt flot udtryk af pinot gris. Super flot præcision, hvor stenfrugt og melon spiller flot sammen med intensitet og knivskarp syre. Langt mere tør end normalt for en pinot gris, som klædte den fantastisk.

2007 Zind-Humbrecht, pinot gris, Clos Saint Urban, Rangen de Thann, Alsace

Så ville Zind lige vise hvad alder gør her og denne var på meget højt niveau, hvor vinen havde påtaget sig noget af den dybde som vinen ikke har som ung. En vin hvor 35 gram restsukker er fint indarbejdet, sammen med en del tropisk frugt og en god syre til at bære eftersmagen langt ud i horisonten. 96 point

2020 Zind-Humbrecht, gewürztraminer, Hengst, Alsace

Ja tak en flot afslutning på et par gewürztraminer vine. Denne kommer fra druer der er plantet i 1945. Vinen er med 28 gram restsukker, men det er egentlig blot med til at give en god balance i vinen. Her er fin stenfrugt, lidt tropisk karakter og ingefær som matcher fint! 93 point

Zind_Humbrecht viser vejen

Der er ingen tvivl i mit sind om at Zind-Humbrecht viser vejen for hvor flot enkeltdrue vinene kan være fra Alsace. Det er smukt, det er klassisk, det er lækkert! Min stærkeste anbefaling herfra til at du søger forbi Erik Sørensen og fylder lidt af disse vine i kælderen. Vi fik købt et par flasker, også med et par år på bagen, dem glæder vi os til at smage i den kommende tid og se hvad tiden gør. Det er min klare forhåbning at vinene får lidt mere dybde og kompleksitet, som vil klæde dem rigtig godt. Heldigvis har jeg gennem årene smagt Zind-Humbrecht med alder, hvor de har præsteret pragtfuldt. Læs lidt noter her på vine med alder.

The post Zind Humbrecht besøg appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk