Monthly Archives: April 2022

Cote-dOr-rouge-et-blanc

Cote d’Or som appellation

Denne aften var jeg inviteret af Bourgogne Wines til middag på Restaurant Møntergade, for at få præsenteret vine fra den nye appellation Cote d’Or. En appellation i Bourgogne der er niveauet over regional Bourgogne AOC, men niveauet under Village, hvor landsbyen vil fremgå af etiketten.

Appellationen Cote d’Or

Cote d’Or som appellation er et relativt nyt begreb, som først blev introduceret med 2017 årgangen, for både hvid og rød Bourgogne. Naturligvis kun hvis druerne kommer fra den stribe vinmarker der ligger langs den gyldne skråning, på Fransk; Cote d’Or. Det er kernen af Bourgogne og der hvor vi finder de største og mest kendte appellationer.

Når vi zoomer ind på området Cote d’Or, så skærer vi Cote Challonaise og Maconnais fra i bunden, samt Chablis i toppen, så er vi ’hjemme’ i Cote d’Or med appellationer i nord som Gevrey-Chambertin, Vosne-Romanée m.fl. i den sydlige ende af skråningen finder du de bedste hvide appellationer med Meursault, samt Puligny- og Chassagne-Montrachet. Sammenlagt, så taler vi om en strækning på omkring 65 km fra nord til syd, så kald det blot en regional appellation, men det er immervæk ikke et stort område.

Læs min introduktion til Bourgogne ovre hos RareWine Invest

Hvorfor en Cote d’Or appellation?

Fordi der findes for meget vin med Bourgogne på etiketten, som er tyndbenet og kedeligt. Med Bourgogne rouge eller blanc som appellation, så kan du hente dine druer fra Beaujolais i syd, til Chablis i nord. Det skaber en relativ stor forskellighed i oprindelse, der igen afspejles i de endelige vine. Alt fra en mørk pinot noir, høstet lige i udkanten af Volnay, eller en lys saftevandsagtig kop vin fra Cote Challonaise.

Det er ikke nogen stor hemmelighed, hos os der elsker Bourgogne, at de bedste vine kommer fra appellationer indenfor Cote d’Or. Det som disse producenter ønsker er at deres regionale vin, kan adskilles fra den brede mængde. På sigt, vil det naturligvis også retfærdiggøre den højere pris. Et eksempel kan være en producent der bpr i Meursault og har nogle parceller, lige udenfor appellationsgrænsen, men som stadig leverer vine på højt niveau. Dem kan han nu tappe med den nye appellation. Det giver rimelig god mening.

Fakta om Cote d’Or appellationen

  • Minimum 9.000 planter per hektar. Samme som Village, men højere end Bourgogne AOC som er 5.000.
  • Maksimum udbytte er sat til 66 hl/ha for hvid og 58 hl/ha for rød
  • Vinmarkerne er fordelt på 40 kommuner fra Maranges til Dijon.
  • Potentielt 1.000 hektar, på en 65 km strækning, som er 1-2 km i bredden.

Samlet indtryk af Cote d’Or som appellation

Det var nogle rigtig flotte og typiske vine vi smagte. Man kan ikke konkludere at der er en stil i vine med Cote d’Or appellationen. Det er som så ofte før, og sikkert også siden, producenten der er afgørende for stilen i vinen. Gode producenter laver gode vine og denne aften var der også gode negocianter som leverede nogle flotte vine.

Hvis man skal trække en rød tråd ud af disse vine, så er det at de beviser appellationens værd, ved at have det ekstra gear i forhold til Bourgogne AOC. Det er som sådan ikke overraskende, bare godt at få slået fast.

Priserne er altid relevante, når vi kigger på Bourgogne, det er de også her. Generelt så er dette vine som tidligere også lå i prislejet omkring 250,- kr. og det gør de stadigvæk. De bedste Bourgogne AOC vine har længe ligget i dette leje, nu har de blot fået en appellation på etiketten der er med til at retfærdiggøre det.

Alle vine blev serveret åbent, i gode Bourgogneglas fra Spiegelau. Her følger mine korte noter og point tildelt på en 10-point skala, for at sætte vinene i forhold til hinanden. Nederst noter til to vine nydt på R Vinbar bagefter smagningen.

2020 Dom Philippe Bouzereau, Cote d’Or Blanc

Super flot start som springer ud af glasset i en meget eksprressiv stil. Lidt meget sødladen fad, men frugt nok til at matche tyngden. Lang eftersmag og dejlig cremet struktur. 8 point

2020 Comaine Paul Pernot et Fils, Cote d’Or blanc

Kontrasternes verden træder ind fra start i denne smagning, hvor denne er slank og fin i sit udtryk med mineralitet og en slankere frugt, uden samme tyngde. Den havde omvendt en god finesse, men blev bare lidt for tyndbenet til mig. 4 point

2020 Domaine Huber-Verdereau, Cote d’Or blanc

Herligt levende glas der spiller på flere tangenter. En stil man bare har lyst til at drikke og hygge sig med, helt uden forbehold. En kombination af dybde i frugten og en frisk syre der i sidste ende fremstod meget balanceret. 7 point

2020 Domaine Claude et Catherine Marechal, Cote d’Or blanc

Intens, men ikke rigitg på den gode måde. En lidt kunstig bolchesødme der ikke passede sig ind. Ender lidt bitter og kort i frugten. 4 point

2020 Domaine Roux Pere et Fils, Cote d’Or blanc

Tæt som så ofte fra Roux, lidt hård i fadpræget som endnu ikke var helt integreret, tror det bliver bedre om 6 måneder. Masser af frisk citron og dybde i frugten, bagved fadet. 6 point

2019 Domaine Fabien Coche, Cote d’Or blanc

Super balanceret og intens næse, uden at blive for ekstrem. Et lidt ristet præg fra fadet, nogle nævnte den klassiske popcorn. Frugten står super flot og balanceret i munden med god intensitet og balance. Det hele balancers flot af syren. Aftenens flotteste vin. 9 point.

2019 Maison Laroze de Drouhin, Cote d’Or blanc

Enkel og uden de store armbevægelser, ren men bare kedelig for mig. Frugten virkede lidt for moden og syren haltede lidt. 4 point

2018 Maison Edouard Delaunay, Cote d’Or blanc

Et år ekstra i forhold til de andre og det kunne fornemmes. Det overraskende var syren i denne ellers udskældte varme årgang. Vinen stod med flot balance og længde. Tæt opbygget med herlig cremet struktur. 7+ point

2019 Domaine Philippe Charlopin, Cote d’Or rouge

Super lækker og saftig start på de røde vine. Her var friske jordbær lige fra bedet og så lidt ekstra lag med svampe og bacon. Holder ved og danser over tungen. Bedste røde blev åbenbart serveret først ”

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Martin-Diwald

Diwald på Sydhavnens Vinbar

Martin Diwald er en vinmager fra Østrig, som jeg har mødt en del gennem årene. Vinene importeres nu af Sydhavnens Vinbar ved Lars Møller, som havde inviteret undertegnede til Winemaker’s Dinner med Martin Diwald.  
Jeg havde glæden af at møde Diwald første gang i Montpellier til vinmessen Millesime Bio. Heldigvis var min arbejdsgiver også glade for hans vine, så vi startede importen. Jeg nød altid at have besøg af Martin i Danmark, eller når vi mødtes i Frankrig. Desværre besøgte jeg ham aldrig i Østrig, men der er stadig mulighed for dette.

Vineriet Diwald fra Wagram

Martin Diwald er af en familie med stolte traditioner og hans forfader var pioner indenfor økologisk vinbrug i Østrig. Allerede i 1976 startede Diwald med økologi, da der endnu ikke var certificeringer for dette. Martin tog det straks niveauet videre da han kom til vingården i 2006. Nu er kælderen også så naturligt indrettet som muligt, med respekt for tidens tand. Alle gæringer foregår naturligt og der arbejdes med lave niveauer for sulfitter. Alt fra naturligt klare vine til mere grumsede udgaver kommer ud af kælderen i den sidste ende. Hvid, orange og rød, samt hvad der ellers kan findes af nuancer.

Riesling og grüner veltliner er de mest benyttede druer på de 20 hektar med vinmarker, men også her leges der og eksperimenteres. Frühroter Veltliner, furmint og meget andet er plantet. Vingården ligger i Wagram, der er et af de bedste distrikter i Østrig. Wagram er en stor region og ligger nordvest for Wien og har 2.500 hektar med vinmarker. Klimaet er relativt køligt, hvilket giver en lang vækstsæson og dermed optimale betingelser for aromatiske druer.

»Fuel for the soul«

Quality comes from the vineyard, there is no doubt about it. There is nothing that can be improved in the cellar, quality can only be retained.

Fra Diwalds hjemmeside

Gennem årene er jeg blevet udfordret af Martin Diwald og hans vine, ikke hver gang har jeg haft hænderne over hovedet, men samlet set har jeg været rigtig glad for hans vine. Da min gamle arbejdsgiver stoppede importen var det en glæde at se den blive genoptaget af den gamle ræv Lars Møller på Sydhavnens Vinbar. Nu med besøg af Martin, så havde jeg sat kursen mod sydhavnen til winemakers dinner.

Det blev en aften hvor personalet på Sydhavnens Vinbar viste sig fra sin bedste side, så stor ros til stedet for denne middag. Stort smil og interesse for både gæster og vin hele aftenen.

Vi smagte en bred vifte af vine, som blev serveret med lidt lette serveringer.

Diwald, Grüner Veltliner, sparkling, Wachau

En herlig sag at starte med. Lagret hele 30 måneder sammen med bundfaldet, inden degorgering. Virkelig dejlig mousserende vin, hvor kombinationen af en aromatisk druesort og lang tids lagring hænger godt sammen.

2020 Diwald, Vom Löss, grüner veltliner

Et klassisk og smukt eksempel på denne drue. Lige til at drikke, uden de store sværdslag. Klassiske lime og urter i både duft og smag. Lidt lav på syren, men det skyldes årgangen.

2019 Diwald. Luft & Liebe, grüner veltliner

En mere naturlig tilgang til produktionen med skindkontakt i en kortere periode, og naturlig gæring. Aftappet ufiltreret og det ses i glasset. Rigtig god koncentration og mere smæk på syren her. Nuancerne ligger mere fast og med mere dybde. En god oplevelse!

2013 Diwald Ried Goldberg, grüner veltliner

En gammel flaske fra Martins dybe kældre. Det viser endnu engang at vi drikker alt for meget vin for tidligt. Her var stor dybde, syltede citroner og en hel blomstereng. Selv efter ni år står syren rank og holder vinen frisk og elegant. Denne vin kommer fra en af Martins bedste marker i Wachau, så det er naturligvis også med til at sikre kvaliteten.

2020 Diwald, zweigelt, vom löss

2019 Diwald, zweigelt, luft & liebe

To røde serveret sammen og de viser forskellen på den klassiske tilgang til produktionen, og den mere frigjorte tilgang med mindre svovl i luft & liebe versionen.
2020 havde her masser af sort frugt, med en fin balancerende syre og masser af liv. En frisk vin, som bare skal køles ned og nydes på terrassen til grillet kylling. Alle vil være glade.
2019 havde et ekstra lag og blev straks mere kompleks. Det gjorde at vinen kræver mere og giver mere i den sidste ende. Stadig båret af lækker sort frugt, men bare i en mere tung udgave. Virkelig flot vin.

2019 Diwald, Zündstoff, grüner veltliner

2017 Diwald, Zündstoff, riesling  

To vine hvor Martin går linen ud med lang gæring sammen med skallerne. Det giver en klassisk orangevin med tannin-bid og langt større kompleksitet. Produktionsmetoden udvisker lidt druekarakteren, men alligevel står de rimelig klart i glasset.

Det her er to vine der for mig står som noget af det reneste og mest præcise i kategorien. De er hverken for meget, eller for lidt. Tilpas med tannin fra skindkontakt, men ikke så meget at druens karakter bliver helt udvisket. To store glas, der hurtigt forsvandt.

Tak til Martin Diwald

Tak Martin for en super aften og gode fortællinger om familiens vineri. Her tænkes over tingene, så man ikke bare går natur for at gå natur, men har en kærlighed til at vinene skal smage godt også med lidt flaskelagring. Interessant at høre Martins holdning til sulfit. En overgang var han helt modstander og prøvede at arbejde helt uden, nu vælger han at bruge en anelse ved aftapning, for at stabilisere sine vine. Under selve produktionen tilsættes der ikke sulfitter og vinen får stort set lov til at lave sig selv.

Sydhavnens Vinbar er et dejligt sted

Stor tak også til Lars Møller som har åbnet et herligt sted her i sydhavnen. Et sted som emmer af lokalkolorit og den gamle københavnerstemning, som er pakket ind i smarte sushi-steder og kebabbutikker i mange andre dele af byen. Vinbaren kan klart anbefales, her er et godt udvalg af spændende vine til nørderne, men vil du bare have en kold flaske rosé i solen, så har de også det på kortet. Prispolitikken er yderst rimelig og langt væk fra de værste tilfælde i byen. Tillykke til sydhavnen og tillykke til Lars med vinbaren!

The post Diwald på Sydhavnens Vinbar appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

Eichberg-chardonnay

3 x Baden Chardonnay

REKLAME, tilsendte prøver fra Vinbutikken.dk

Baden er den tredje største og varmeste vinregion i Tyskland. Det bør på alle måder give grobund for at levere nogle fremragende vine. Jeg er blevet kontaktet af Peter Larsen, der driver firmaet Vinbutikken.dk. Et firma der specialiserer sig i vine fra Baden. Første gang jeg mødte Peter var ved en større smagning i København sidste år, hvor han præsenterede sine vine. Det jeg noterede mig den dag var at hans udvalg af spätburgunder var noget af det sjoveste i Danmark. Mange forskellige stilarter og alt sammen fra Baden. Peter har valgt at sende mig 3 x Baden chardonnay som prøver, for at vise hvad denne drue kan i Baden.

Baden har tradition for mange forskellige druer, men med sloganet #Burgunderparadies er det ikke overraskende at både pinot noir og chardonnay har en væsentlig plads i området.

Baden som vindistrikt

Hele Baden regionen strækker sig over 400 km og har ni underområder, med hver deres karakter naturligvis. I alt der der 15.500 hektar med vinmarker. Det er omtrent det halve af Bourgogne, blot for at sætte det i perspektiv. Beplantningen er med overvægt til de grønne druer, med 60 %. Dog er spätburgunder den mest plantede drue i alt med 33,7 %. Det gør Baden til et af de største områder for pinot noir / spätburgunder i verden.

Baden er et område hvor kooperativer stadig dominerer, med 80 % af vinen produceret hos disse. Derudover er der i omegnen af 300 vinerier, der leverer deres egen vin til markedet. For at forstå kvalitet fra Baden skal der virkelig vælges rigtigt. Den kooperative kælder i Breisach er den største i Europa og den fjerde største i verden. Med et salg primært på hjemmemarkedet, så er der sandsynlighed for at du ikke er stødt på deres vin i Danmark. Det er helt sikkert hos de små vinbønder, man skal finde det sjove.

Disse 3 x Baden chardonnay blev smagt fra flere forskellige typer af glas, over tre dage. Aldrig blindt, altid sjovt, bare hyggewine i glasset.

2019 Frey Eichberg Chardonnay Breisgau Baden

Frey vineriet ligger i Breisgau, som er i den sydlige del af Baden. Det er et familievineri, som ejer 15 hektar med vinmarker. Rigtig god og varm beliggenhed, med Eichberg marken som den bedste. Stor fokus på burgundervarianter i vinmarken.
Denne vin er fremstillet af håndplukkede druer, høstet ved 40 hl/ha, som sorteres først i vinmarken og igen ved ankomsten til vineriet. Der presses hele klaser og vinen lagres i 8 måneder på fad.

For mig starter denne ud med god intensitet, men også tegn på meget moden chardonnay. Der er noter af tropisk frugt i både næse og mund. Der ligger dog en intens syre som holder en god balance og udtrykket mineralitet kan slet ikke glemmes her. Det er nærmest som at slikke på våd kalk. Fadet er ret markant, uden at stjæle frugtens plads. Masser af fed eftersmag. Det er en flot vin, hvor det tropiske element fortæller om et varmt dyrkningsklima. Heldigvis har den kalken og syren til at holde sig oppe. Flot vin. 89 point

2020 Seeger, Lange Wingert “S” Chardonnay, Grosse Lage, Badischer Bergstrasse, Baden

Fra det nordligste område i Baden, Badischer Bergstasse kommer denne chardonnay. Seeger er 13. generation der arbejder videre og som helt klart tænker i burgundiske baner. Jeg husker positivt deres spätburgunder på klon 777 fra tidligere.
Druerne her håndplukkes og gæres på demi-mud, som er 600-liters fade. “S” i navnet betyder at dette er en selektering af de bedste druer, til denne vin.

En stor vin, med meget oversøisk karakter, var min første tanke. Den modne frugt, smørnoter, blomster og vanilje vælter op af glasset. Får mig nærmest til at tænke på stor chardonnay fra Napa Valley. Den arbejder sig godt rundt og er en vin med stor fylde, men helt klart domineret af fed tropisk frugt og tyngde i alle aspekter. Det er en stor vin, med brede skuldre. Mindre bid end jeg havde forestillet mig og måske ikke lige min personlige stil, men søger du fedme og tyngde så får du det her. Kunne være sjovt at se i hvilken retning denne går, med alder i flasken. 89+ point.

2019 Karl H. Johner “SJ” Chardonnay, Kaiserstuhl, Baden

Kaiserstuhl er det mest berømte område i Baden, og her hvor der er mest varmt. Johner ejer godt 15 hektar og har nogle af de ældste chardonnay beplantinger fra 1990.
Druerne til denne vin kommer fra toppen af hans bedste marker; Bischoffinger Steinbuck og Engelberg. Begge marker klassificeret som GG i VDP, som Johner dog ikke er medlem af. Druerne er lagret i halvt nye og halvt brugte fade på 400-500 liter.

Helt anderledes med en nærmest tilbageholdende stil. Reduktiv eller bare lukket tænkte jeg først, men selv efter et par dage holdt den lidt igen. Det klædte den rigtig godt, gav noget mystik omkring sig, hvor man brugte tid på at finde nuancer i dybet. Meget klassisk chardonnay, hvor de hvide blomster, æbler og modne ærer bevæger sig rundt i det velkendte mønster. Medium fylde og en bitter grøn kant, som blev hængende, selv efter et par dage. En vin med kompleksitet, dybde og friskhed. Klart en fornøjelse. 92 point

Samlet tanke om Baden Chardonnay

På baggrund af disse tre vine, så må jeg konkludere at Baden er et distrikt med masser af sol, som giver sig til udtryk i druerne. Disse tre producenter var gode til at arbejde med deres druer og har leveret super flotte vine. Det lidt modne udtryk adskiller dem klart fra Bourgogne, men syre og mineralitet holder dem væk fra de fleste oversøiske eksemplarer. Flotte vine, som stærkt kan anbefales.

The post 3 x Baden Chardonnay appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk

De-Venoge-1996

Bordeaux med alder

Jeg fik en invitation til god hygge med gamle bekendte i Roskilde. Michael havde en del flasker af god Bordeaux med alder, som han gerne ville dele med os. En stor tak skal lyde, først for vinene, derefter for en flot menu der kom i løbet af aftenen.

Michael har tilstræbt at samle alle vinene fra Grand Cru Classé en 1855 klassifikationen i Bordeaux. Stor respekt for dette og for at bede om hjælp til at smage på dem. Det er en sjov klassifikation, som både er ud dateret og yderst aktuel på samme tid. Denne aften fik vi lidt blandet fra den, samt lidt Saint-Emilion til at krydre det hele lidt. Tak for det.

Vinene blev serveret åbent, direkte pop-and-pour i et klassisk Bordeaux glas. Temperaturen var ganske rimelig, lidt kølig, men det er kun rart at lade vinen komme lidt til sig selv i glasset. Hertil fik vi serveret fremragende mad, hvilket nogle vil finde forstyrrende, men som denne aften var en del af det fremragende selskab og ikke kan kritiseres. Vin er jo fremstillet for at blive nydt og meget gerne sammen med god mad. At opleve hvorledes store vine som disse arbejder sammen med, og rundt om, herlige enkle serveringer, det er også en fornøjelse.

Dette er vinene i den rækkefølge de kom på bordet, point mit udtryk for vinens kvalitet på aftenen. Husk på at mad, selskab og serveringsrækkefølge sagtens kan spille ind på dette.

1996 De Venoge, Louis XV, Brut, Champagne

Et af de klassiske huse, som pudsigt nok er ejet af en Schweitzer. Denne cuvée er for at ære Louis XV, der som den første lavede et dekret der gjorde at Champagne kun måtte eksporteres i flasker. Første årgang var 1995. 50 % Pinot Noir 50 % chardonnay. Fuld malo. 10 % på fad. 10 år inden dosage med 6 gr/liter.

Wow en næse var første tanke. En vin der byder sig til. Her er moden tropisk frugt, dybde og noter der skriger sødme i næsen. Mine forventninger var måske ikke så store, baseret på tidligere erfaringer med de Venoge, men denne bragte skammen til bordet. Det her er stor Champagne! Intens og tæt, uden at give afkald på den balancerende syre. En vin der forlanger du er med og dukker ned efter de ekstra nuancer. Er man med og tillader sig nydelsen, selv med den lidt kitchede flaske, så er det her stor Champagne. Årgangen fornægter sig ikke og byder ind med dybde, men også en nærmest tør kompleksitet. 93 point og det er måske lidt fedtet.

2017 Château Latour-Malartic Blanc, Pessac-Leognan

Det stikker lidt meget af i duften med lidt rigelig sauvignon blanc karakter. Der er meget nyslået græs og mange blomster. Heldigvis falder den lidt til ro, med både luft og temperatur. Sammen med en fantastisk østers gør den det endnu bedre og nu taler den til mig. Charmerende hvor den intense frugt lige netop holdes i skak. Fadet er der, uden at bestemme noget som helst. Så kommer den til sin ret og alt hænger sammen. 91 point. Måske en tillært smag, som jeg tilfældigvis er meget vild med. Jeg nyder det, nærmest hver gang. Spørger altid mig selv om det bliver for meget sauvignon blanc, men så med tid ender den i balance.

1997 Château Montrose, 2. Grand Cru Classé, Saint-Estephe

Ikke verdens største årgang af denne klassiker, men Montrose plejer nok at kunne stå op for sig selv. 65% Cabernet Sauvignon, 25% Merlot, 9% Cabernet Franc and 1% Petit Verdot. Dette år gik 40 % af høsten til førstevinen. 42 hl/ha med 68 hektar giver det ca. 380.000 flasker

En start der ikke helt ved hvad den vil. Hvor vil I hen med denne aften, hvad forventer i af gammel Bordeaux fra 1990erne? Denne gav os ikke de helt store håb, men bød nok ind med det jeg havde frygtet mest. Her var en fin duft, hvor frugten stadig var i live. Lidt rød, men mest sorte kirsebær og blommer. I smagen var det ned ad bakke, for at være ærlig. Det var tørt og ikke særlig charmerende. Det var en udstilling af tertiære frugter, hvor alt det sjove friske var væk. 88 point

1995 Château Cos d’Estournel, 2. Grand Cru Classé, Saint-Estephe

Et slot jeg altid godt har kunnet lide og som altid rangerer højt hos mig. En stor årgang, så forventeligt sætter den tingene på plads. En af aftenens helt store vine. 60 CS 40 M.

En stor vin, der fra start spillede med musklerne. Det er en stor årgang, så tætheden i næsen siger: vent på mig! Det gjorde jeg, gav den tid i glasset og så kom festen til mig. En stor vin med masser af lag. Sort frugt, mokke og mørk chokolade i smuk forening. Tanninen bider godt fast med lange negle og efter lader sit aftryk. Eftersmagen holder ved og viser kommunens mørke ristede karakter. 93 point

1992 Château Lafite-Rothschild, 1. Grand Cru Classé, Pauillac

Ja, 1992 er jo ikke en årgang hvor man forventer det helt store, ikke engang af en 1. cru. Denne leverede dog varen, synes jeg, når man tager årgangen i betragtning.  Svært år, hvor kun 36 % af høsten gik til Grand Vin.

Lakrids er min første tanke da jeg stikker næsen i koppen, det udvikler sig til søde krydderier med kanel og kardemomme. Frugten er ikke særlige dominerende i næsen, men spiller førsteviolin i smagen. Mange ting kan siges, men mest væsentlig er den slanke stil. Her er lidt mild rød frugt, der danser over tungen og holder sig flyvende i afslutningen ganske længe. Det er en vin hvor man har lyst til at læne sig tilbage og nyde finessen. Ingen brede skuldre, hvilket heller ikke var forventet fra den årgang. Mere overraskende er renheden og finessen, ingen tomhed på midten, heller ikke den frygtede vandige eftersmag. Det her var en vinder, alene på finesse og afslutning. Tak for den. Point bliver noget underligt noget her, måske et sted mellem 88 og 94, alt efter hvad du tildeler for. Potentiale skal du ikke give noget for, bare nyd dine flasker nu

1996 Château Cheval Blanc, 1. Grand Cru Classé (A), Saint-Emilion

Uha, det er altid en fornøjelse at smage Cheval-Blanc, især når den har fået lidt alder at gøre godt med. Det er her kombinationen af urterne fra cabernet franc har lagt sig og merlot giver den rigtige mundfølelse. 56 % CF 44 % Merlot.

En stor vin, hvor tyngden var med hele vejen. Her er sort frugt, søde blommer og en umiskendelig ristet chokoladecreme. Vinen fylder ud, på den måde som en god højre-bred gør. Lidt urter fra cabernet franc kommer til at spille endnu mere ind, jo længere den får i glasset. En vin der arbejder, og som måske skulle have haft mere luft for at lukke helt op. Meget charmerende, meget intens og en vin der beder om din opmærksomhed. Jeg ender på 92 point og er rigtig glad for det.

2006 Château Canon, 1. Grand Cru Classé (B), Saint-Emilion

Købt I 1996 af same familie som Rauzan-Segla fra Chanel. Beliggende oppe på plateauet ved byen. Vinmager i 2006 var John Kolosa, der tidligere var på Château Latour.

Ja, det er absolut en yngre vin og det viser bare hvorfor Bordeaux kræver tid. Tanninen er her alt for dominerende, bliver for tør og holder frugten væk fra paletten. Det er en flot vin, som har alle de komponenter der gør at jeg gerne vil drikke den om 10+ år, men i aften viser den hvorfor den er for ung til selskabet. Hvis jeg skal vurdere potentiale udfra de elementer der er i vinen, så skal det nok blive godt, måske 91 point. I aften var den for ung til at lege med, eller viste netop hvad det er vi nød ved de flotte flasker som Michael satte på bordet for os.

1995 Château Rauzan-Segla, 2. Grand Cru Classé, Margaux

Et slot der har under-performet i mange år, men opgangstider i Bordeaux betyder investeringer udefra og det kan rykke ved tingene igen. I 1994 blev slotte købt af familien Wertheimer, der også ejer Chanel. Det er en familie med penge og ambitioner og det har helt klart ændret tingenes tilstand på slottet. Et slot der før lå og rodede under 90 point er rykket helt op hvor et 2. cru slot bør have potentiale til at være. Tillykke med de 98+ for 2018 årgangen. Denne 1995 har kun set en anden tilgang i kælderen og et ønske om mere koncentration. Samlet set er den nok et billede af hvad der sker hvis man kun kan starte i kælderen og endnu ikke har nået at renovere marken. En god vin, uden at have det sidste niveau. 60% Cabernet Sauvignon, 36% Merlot and 4% Cabernet Franc

En kraftig vin med masser af tæthed, men mindre friskhed. Der er stor frugt, masser af sorte noter og lidt lakrids der spiller med i det samlede billede. Den hænger ved og virker utrolig meget yngre end en del af de andre vi har fået denne aften fra midten af 1990erne. Alligevel mangler den lidt på finessen til at klare isg rigtig godt. 90 point med et smil.

1998 Les Forts de Latour, Château Latour, Pauillac

Lad os slå det fast en gang for alle, Les Forts de Latour er ikke en klassisk 2. vin. Det er en vin hvor druerne kommer fra forskellige parceller, både indenfor og udenfor det klassisk Enclos på Château Latour. Mindre nyt fad, ca 50 % Lidt mere merlot end Grand Vin, omkring 25 %. Det er en vin der sagtens kan bide skeer med de andre klassificerede vine, uden dog at være det selv.  

Uha, den er sort. Helt klart aftenens mørkeste vin i glasset. Duften er stram, men lukker op med brombær, frisk ristet træ, blyant og en dyb rumlende kompleksitet der slet ikke er helt forløst endnu. Sjovt nok står denne for mig som den mest komplette vin på aftenen med masser af sort frugt, som suppleres flot af mange sekundære og tertiære aromaer. En stor vin, der leger med hele vejen. Selv eftersmagen byder på nuancer med kompleksitet. 93+

2004 Château d’Yquem, Premier Grand Cru Classé Superior, Sauternes

Ja d’Yquem gør mig altid glad og jeg har bare en super lækker oplevelse hver eneste gang jeg får den i glasset. Det er bare så høj klasse og er en af de vine der reelt leverer til en meget høj pris. Pudsigt nok så bliver Sauternes bare aldrig rigtig dyrt og når man tænker på at dette er den absolutte top i et klassisk område, fremstillet efter en absurd proces, så er det næsten billigt.

Stort, men uforløst på nuværende tidspunkt. Det er som en bold hvor alle elementer er rullet sammen i et stramt garnnøgle. Alt er der, lidt stikker ud og viser sig frem. Det er ikke altid nemt med Yquem, som bare kræver tid. Det her skal nok blive stort, men lige nu står det på en mellemperron, hvor det ikke helt viser alt. Noterne er der med kandiseret appelsinskal, marmelade og den for mig typiske grå støv som råber botrytis. Det utrolige viser sig måske mest i eftersmagen, som bare hænger ved. Den står tungt og sikkert, selv efter en løbetur til stationen. Det er en vin med masser af byde på, til dem der lige venter 15 – 25 år. Nu giver jeg gerne 92+ for potentialet til hvad der kan ske.

Dette indlæg har slet ikke haft billeder nok af maden, som vores vært Michael stod for at servere her i hans mancave! I får lige den vilde afslutning; lyche, med dadler og revet foie gras terrine udover. En tak også til fiskehandleren som stod for starter og dessert.

Til sidst tak til alle for godt selskab denne aften, vin er til for at blive nydt over gode samtaler og lækker mad. Det må man sige at vi klarede så fint denne aften.

The post Bordeaux med alder appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.

Læs hele nyheden på http://www.vinkreutzer.dk