Selvom det berømte skuespillerpar Angelina Jolie og Brad Pitt er blevet skilt, så er der stadig diskussioner i forhold til deres tidligere fælles vingård. Tilbage i 2011, købte ægteparret et fransk vinslot med navnet Chateau Miraval sammen med vinproducenten Marc Perrin. Ejerskabet var delt i 50% til hver af de to parter.
Da Brad og Jolie valgte at gå fra hinanden, solgte Jolie deres del på 50% til vingruppen Tenute del Mondo. Et salg som Brad Pitt ikke har været tilfreds med og som han mener at det ikke var en beslutning mellem de to, og dermed at salget ikke er gyldigt. De nye ejere af parten, ønsker ikke at samarbejde med Brad Pitt.
Vinslottet er kendt for sin produktion af hvidvine og har mere end 400 hektar vinmarker, hvoraf ca. 30 hektar dyrkes økologisk.
Kan det godt blive for meget? Ja, nogle gange kan det måske godt blive for meget, selv af det gode. Det havde jeg en oplevelse med forleden, hvor jeg købte en flaske Bourgogne Blanc som måske blev for meget af det gode. En del af charmen ved Bourgogne er de forskellige niveauer og i mange tilfælde er der en grund til at en given mark, har en givet klassifikation.
Denne vin havde den relativt nye appellation “Côte d’Or” på¨etiketten, som for regional Bourgogne indikerer at druerne er høstet i dette område. Det udelukker druer fra Challonaise, Maconnaise og Beaujolais, som det ofte er tilfældet ved “Bourgogne Blanc, eller Rouge, på etiketten. Det bør alt andet lige være regional Bourgogne på et højere niveau, men stadig under Village-niveau.
Lad os tage smagenoten først, så kommer vi tilbage til tankerne som det startede bagefter.
Smagenote Bourgogne Côte d’Or
Wow en næse, det flyver op af glasset med masser af kompleksitet. Her er både brødnoter, tung frugt og et strejf af fad der arbejder godt rundt i næsen. Til at starte med er der fuld tryk på pedalen og intet der stopper indtrykkene. Frugten står stærkt med klassisk stenfrugt, lidt moden i det, men slet ikke for meget. Der er dog meget frugt, for en vin i dette leje. Dertil kommer der en mængde sekundære noter, hvor især noter der tyder på lagring med bundfaldet er åbenlyse. Her er frisk hvidt brød og gærnoter. Dertil kom smør og ymer fra malolaktisk konvertering og sidst men ikke mindst et strejf fra fadet med lidt vanilje og typisk nåletræ. Smagen, ja den bekræftede egentlig bare oplevelsen fra næsen. Stadig masser af indtryk, der ramler lidt rundt, uden helt at falde til ro. Relativ høje udslag på strukturelementerne med god syre og næsten et lille tanninbid. En utrolig cremet struktur, hvor alle smagselementer blander sig. Vinen er lidt let på midtpaletten, men kommer hårdt igen med stor dybde til sidst. God længde, hvor det dog bliver fad, smør og brød der hænger længere end frugten.
Helt klart en stor vin, der som det populært hedder: vejer mere end sin beskedne appellation. Er det så godt? Denne aften blev det næsten for meget. Vinen stod så tungt i glasset at vi næsten ikke kunne komme igennem den to mand.
Mine tanker undervejs
Havde jeg ikke set flasken, så havde jeg muligvis gættet Meursault, eller i hvert fald en vin på Village niveau.
Hvad er det så egentlig der sker i Bourgogne? Er det kontrolleret kaos, eller vinmagere der bare bliver bedre. I dette tilfælde er druer fra parceller i det ydre Meursault sat sammen så det giver en vin der smager som Meursault, men som næsten har fået lidt for meget arbejde med i smagen.
Jeg tror egentlig bedre at jeg kan lide regionale vine, der smager som sådan, uden at være bearbejdet til at smage af mere end hvad der er nødvendigt. God Bourgogne i min bog drejer sig om balance, terroir og elegance. Det er ikke et spørgsmål om at trække så meget som muligt ud af hver enkel parcel, slet ikke hvis det bliver på bekostning af balancen.
2019 Sylvain Dussort Cuvée des Ormes, Bourgogne Côte d’Or
En producent der ligger I Meursault og det kan som nævnt smages i denne vin. Søger du en Meursalt med masser af tryk på smagen, så skal du købe denne. Søger du en vin der er elegant, balanceret og fin i sit udtryk, så skal du lede videre.
Et ord fra producenten
”This is the estate’s flagship cuvée” star der tydeligt på hjemmesiden. Druerne kommer fra 3 hektar i kommunen Meursault og er sat sammen af tre parceller. Lagret 12 måneder i fade med bundfaldet. Kun én racking, som rører bundfaldet op og giver disse brødnoter. Lidt overraskende for mig, jeg havde forventet mere omrøring baseret på smagen. Vinen lagrer i op til 18 måneder inden aftapning. Ifølge producenten har denne storebroderen meursaults karakter med finesse, fedme, elegance og intensitet. Det kan man ikke være helt uenig med ham i.
Fri som fuglen og alligevel utrolig meget på hjemmebane. Det var lidt den følelse jeg havde i kroppen, på vej til en vertikalsmagning af Brunello di Montalcino fra Il Poggione. En producent som jeg har kendt gennem mine mange år hos Otto Suenson, men hvor jeg nu i kraft af min ansættelse hos RareWine ikke længere har nogle kommercielle forbindelser. Denne aften var der smagning, og middag, på La Locanda i Aalborg hvor vinene blev præsenteret på bedste vis af René Langdahl.
Min holdning til Il Poggione har altid været positiv, jeg kan godt lide stilen i vinene. Her er både frugt, en god kant i strukturen med masser af både syre og tannin, samt en afrundethed hvor tingene balancerer. Frugten er for mig ofte til den medium fyldige stil, sjældent præget af hverken over- eller undermodenhed. Ikke for meget grøn peberfrugt, ej heller marmelade. Lige som jeg bedst kan lide det.
Producenten Il Poggione
Udsigten fra Il Poggione ned over deres marker
Il Poggione er en stor producent, blandt de fem største målt på hektar med druer til produktion af Brunello di Montalcino og et par af deres andre vine. De ejer omkring 120 hektar, hvor de har mulighed for at høste. En markant fordel er at deres vinmarker strækker sig fra 250 – 400 meters højde, det giver dem mulighed for at skabe den balance i frugten som er så vigtig. I varme årgange bruger man druer fra højden som rygrad i vinen, i de kølige år har man mere varm frugt at høste lavt.
I 2014 var jeg forbi Il Poggione sammen med familien, så her er lige et par billeder fra stedet. Bemærk hvordan de meget moderne tanke har et automatisk system til at pumpe over. Her er kun et udvalg af de mange fade, men de er i alle størrelser her på stedet. Det skal dog understreges at små fade ikke bruges til Brunello di Montalcino.
Alessandro Bindocci er femte generation af vinmagere her på stedet og han holder sig heldigvis til den helt klassiske stil. Vinen gæres på store fade, med en automatisk pump-over. Herefter lagring på store gamle fade i tre år, inden aftapning. Vinene smager på ingen måde af træ, eller det vil sige en enkelt af aftenens flasker viste lidt toner af røg, tjære og vanilje. Måske et fad var blevet udskiftet i denne årgang og det kunne smages i vinen? Det vides ikke med sikkerhed, men lad os bare sige det var et fint indspark i en aften hvor den røde tråd ellers gik igen hele vejen.
… og til smagningen
Vi havde fjorten vine foran os på programmet, med to gange Rosso di Montalcino, to gange Brunello di Montalcino Riserva, fra enkeltmarken Paganelli, samt 10 årgange af Brunello di Montalcino fra Il Poggione. Der var ingen jokere eller andet til at rode rundt i stilen. Alle vine blev serveret i glimrende store glas fra Schott Zwiesel som passede perfekt til både vin og mængden der blev skænket. Vinene blev måske serveret lidt kolde, men hellere det end det modsatte. De fik varmen i glasset og så kunne man fange noterne undervejs som de skiftede. Brunello på dette niveau er ikke bare lige til at smage og alle af disse flasker fortjener en lang aften til at udfolde sig, for at vise alle nuancer.
For ikke at gentage mig selv, så lad os fra start konstatere: Der er meget rød kirsebær i alle disse vine. Tannin og syre er til den høje side, men balanceret af høj intensitet i frugten. René havde fjernet alle dårlige flasker, men et par undervejs var muligvis ikke 100 % af deres potentiale.
2019 Il Poggione, Rosso di Montalcino
Smæk på og utrolig læskende. En fantastisk introduktion til stilen, hvor den røde frugt danser hen over paletten og vinen fremstår saftig og elegant. Der er stadig et dejligt bid, som giver den ønskede modstand og balance. En stor anbefaling. 89 point
2018 Il Poggione, Rosso di Montalcino
Så var jeg lidt mere skuffet. En vin der dansede lidt i flere retninger og resultatet blev uden balance. Oliven, tunge blommer, grøn peber og stilke der tyder på umoden frugt. Står egentlig med en fin dybde og bløde tanniner. Lige til at drikke, men alligevel tabte den kampen ved bordet. 86 point
2016 Il Poggione, Brunello di Montalcino
Wow en næse som bare byder sig til fra det øjeblik vinen rammer glasset. En ung vin, som på ingen måder er klar til at være i balance. Alt stritter med en mintet undertone, der lægger sig under den stikkende røde frugt. Et ekstra lag med flintesten og blomster i mange nuancer. Jeg elskede denne vin, igen, for sine mange nuancer og sin ungdom. Det bliver en stor vin og jeg burde nok have lagt mere end to flasker i kælderen. 97 point
2015 Il Poggione, Brunello di Montalcino DBMG
Denne vin blev som den eneste serveret fra en stor flaske, på 3 liter. En helt anden stil med mere varm mørk frugt. Blommer, sorte kirsebær og hvor frugten nærmest er større end strukturen. Jo mere tid den får, jo flere lag kommer der på. Skovbund, svampe og medicinskab. Der er læder og tanninen kommer mere frem med tiden. En vin der er helt anderledes komponeret end 2016 og i min mund ikke helt på samme niveau. 95+
2013 Il Poggione, Brunello di Montalcino
Meget brun I glasset med tydelige udviklede, let oxiderede, noter. Lidt for ristede nødder, tørret frugt, blomme, medicin, rosenblade. På alle måder en vin der virkede træt, hvilket ikke giver mening årgangen taget i betragtning. 85 med en anbefaling om at finde en flaske og gensmage ASAP.
2012 Il Poggione, Brunello di Montalcino
Så er vi et godt sted og helt klart en vin der kunne samle bordet. Her er den første udvikling, hvor der stadig er frisk frugt til at bringe smilet frem. Noter med balsamico, oliven og brombær. En levende syre der skaber liv i glasset og gør vinen dejlig saftig og dejlig drikkelig. Balancen mellem læder og friske kirsebær er noget af det der bare fungere for sådan en Brunello med lidt alder. 94 point
2011 Il Poggione, Brunello di Montalcino
En årgang som jeg godt kunne lide da den kom frem. Den har altid stået i skyggen af den større 2010 årgang, så sjovt at få de to sammen i aften. Som da den var ung, så er den stadig relativt slank. Desværre gør det også at vinen nu manglede noget til at udfylde munden med.Lidt stram og bitter, men alligevel med en lille charme jeg godt kunne lide. Dette var en typisk flaske der tabte i flot selskab, og fremstod meget moden. 89 point
2010 Il Poggione, Brunello di Montalcino
Ja tak, så giver det hele mening. En konge årgang og en flaske der bare byder på alle aspekter. Power, tyngde og alligevel en dansende syre der skaber drikkevenlighed. Min note fra aftenen byder på modsatrettede noter som ’knivskarp’ og ’dyb rumlende frugt’. Det viser mere kompleksiteten i denne vin, end at den skulle være ude af balance. En vin hvor eftersmag også fik en ny betydelse. Hold da op hvor jeg er glad for at have et par flasker af denne i kælderen. 96 point og med mulighed for flere, hvis tingene falder i balance i løbet af de næste 10 – 20 år. Jeg lover at jeg nok skal være tålmodig
