Visse vine kommer ind under huden. I denne tid, hvor vi har mindre selskab, så har jeg tænkt over hvilke vine der rammer mig og hvorfor de gør det.
Der er mere tid til at tænke over vinene, dagene derpå. Det kan jeg egentlig godt lide. Vi har ikke helt den samme jagt efter den næste gode flaske. Jeg nyder når jeg sidder i godt selskab og det er stadig der de bedste flasker drikkes. Sjældent bliver jeg helt bevæget, når jeg sidder med en flaske alene. Der vil altid mangle det element af selskab, som er med til at gøre vinen mindeværdig.
Som tiden går, så åbner samfundet mere op. Vi kan være mindre nervøse for at blive smittet, men samtidig indrømmer jeg gerne at jeg ikke har vildt travlt med at komme ud. Jeg skynder mig langsomt og nyder hvert et øjeblik. Et par vine har på det seneste givet mig gode oplevelser, i godt selskab. Her er en tilfældig håndfuld, som jeg nødigt vil glemme.
1980 Petre’s Vintage Port, Douro
Dette er en specialaftapning, udført af Niepoort til det hollandske marked. Ofte tappes Petre’s i årgange som Niepoort ikke selv tapper. Om det stadig bruges er jeg egentlig lidt i tvivl om. Denne flaske blev åbnet af min fætter til en middag hos ham. Familien omkring bordet, store smil, godt selskab.
Den var ikke frisk, men ej heller helt død. Det sjove ved sådan en Portvin er at der er sukker, tannin og alkohol til at holde vinen i live langt længere end der er frugt. I dette tilfælde stod det knap så frisk til med frugten. Tørret frugt, urter og et tørt tobakselement. Holdt ok og var glimrende sammen med osten, som jeg husker det.
1967 Chateau Leoville Las Cases, Grand Cru Classé, Saint-Julien
Per ringede. En af hans venner havde fundet et parti vine på loftet, som nok var færdige. “Vil du se på dem Frederik?” Jo tak, det kunne da altid være interessant tænkte jeg. Vi startede med at se nogle flasker hvor al farven havde udfældet sig. Rumænsk cabernet fra 1980 og lignende. Der var en Bourgogne 1970 fra Bouchard Ainé et Fils, AOC kunne ikke læses og hver gang vi prøvede at støve etiketten af, fik vi også børstet bogstaverne af. Vinen, ja den var da næsten ikke død. Lidt frugt, lidt sjov og så stod den i øvrigt og kom sig i glasset over ca. 30 minutter inden den gik den naturlige gang til eddike.
Med en fod ude af døren, så skulle vi lige rydde det sidste væk. En Las Cases med latterlig lav stand skulle bare lige tømmes i vasken. Da jeg rør proppen falder den den lange vej ned i vinen, under toppen af etiketten i stand, lavere end “D” stand. Ingen håb, men alligevel røg den mørke saft op i glasset.
Overraskende var der masser af farve, god tæthed og en blank overflade. Hov, den duftede sørme også af gammel levende rødvin. Noter af tobak, sorte blommer, figensaft og chokolade. Smagen var i fin balance, hvor vinen sagtens kunne fornemmes og igen udviklede den sig positivt over et stykke tid. Frugten samlede sig og blev mere præcis, det tørre element var der som gammel tobak og i afslutningen kom der et strejf af friske røde frugter. En vin i live, stik imod alle forventninger og lærebøger.
Så i stedet for at løbe ud af døren, så satte Per og jeg os i sofaen og fik talt lidt om livet. Et mindre selskab, men et stort vinminde større.
2008 De Saint Gall, Orpale, Champagne
En middag hos gode venner, heldigvis i gåafstand, bragte et par gode flasker i forskellig stil.
Topvinen fra De Saint Gall og nu endelig på markedet i den hypede 2008 årgang. Som altid ender denne ud for mig som et super godt køb, der ryger helt under radaren hos anmeldere generelt. Grundet mine år hos importøren har jeg lidt historie med denne flaske. Fakta er at De Saint Gall er en del af Unions de Champagne, som er en sammenslutning af kooperativer. Tilsammen ejer de 1300 hektar i primært Cote de Blanc og beholder kun ganske lidt til sig selv, resten sælges til de store huse. Orpale ligger i godt 10 år inden degorgering og har af den grund masser af atolytisk karakter, men den rene chardonnay-karakter skærer lige igennem med præcision og kalket mineralitet. Masser af længde og finesse, følger den komplekse smag. Tak for det gode selskab.
2007 Kanonkop, Pinotage, Black label, Stellenbosch
Sydafrika er et yderst interessant vinland, som jeg forventer mig meget af i de kommende år. Pinotage er ikke den mest hypede drue, men den kan også noget midt i al det andet gode derfra. Hos Anika og Søren er der ofte en flaske eller to derfra.
Flaske 193 af 1095. Dette er den yderst sjældne sorte version af denne klassiker. Hold da op et glas vin. Serveret blindt var det tydeligt pinotage, med masser af mokka, chokolade og syltede blommer. Læg dertil en god friskhed af tranebær og mynte, så er vi ved at være der. En virkelig flot vin, der vedkendte sig sin oprindelse, men viste store armkræfter. Klart et af de bedste glas pinotage jeg har fået.
2001 Weingut Wegeler, Riesling, Spätlese, Bernkastel Doctor, Mosel
Den bedste mark i Mosel, hvis vi ikke tænker Schartzhofberg i Saar med i ligningen. Hvis den skal med, så skal vi pludselig diskutere hvad der er størst og det vil svare til at diskutere æbler mod pærer.
Wegeler ejer en af de store parceller på Doctor marken, som de købte tilbage i 1900 for 1000 Deutchmark, som efter sigende stadig er den højeste pris betalt for en mark i Tyskland. Marken ligger optimalt lige bag Berkastel by.
Smag og duft var fantastisk og lige som jeg kunne drømme om. Masser af kandiseret citronskal, dyb mineralitet og en fin petroleum. Stadig til den unge side, hvor der var begyndt at være alderstegn. Mest imponerende var måske eftersmagen, der bare hang ved. Starter sød, men syren gør at den strammer til i munden og bliver næsten tør til sidst.
1990 Chateau Talbot, Grand Cru Classé, Saint-Julien
Jamen det var jo en fornøjelse at få sådan en smuk udviklet sag i glasset. Den synger bare Bordeaux på den smukkeste vis. Modne solbær og et fadpræg der er pakket godt ind i frugten. I eftersmagen bliver vinen nærmest mere frisk end i selve smagen og lidt rød frugt trænger frem. Duften var elt klart mest til den modne side. En vin der smager rigtig dejligt nu, men som næppe vinder ved at blive gemt i 10 år mere. Tak for at tage denne med.
2009 Fontodi, Vigna del Sorbo, Chianti Classico
Et andet selskab, endnu en dejlig aften. En vin om jeg er virkelig glad for og nød at arbejde med i mine år hos Suenson. Heldigvis ligger der et par årgange i kælderen til nydelse fremover. Denne aften havde jeg fundet en 2009 frem, som blev serveret ved siden af en proppen Le Dix fra Chile i samme årgang – trist.
Læs også denne smagning af Vigna del Sorbo
Denne aften stod Sorbo rank og fyrig som forventet i denne årgang. Tanninerne har smidt det mest aggressive og frugten fylder godt ud. Modne røde kirsebær, sorte sten, tobak og et råt præg fra fadet spiller ind. En vin der arbejder sig rundt i glasset og giver en stor oplevelse. God til en gang marineret svinekød.
2017 Jean Noel Gagnard, La Boudriotte, premier cru, Chassagne-Montrachet
Nogle gange bliver man ramt i lige i maven, det gjorde denne flaske, denne aften. Jeg sad med et par gode kollegaer efter arbejde, vi havde fået lidt Brunello til pizzaen og var i godt humør. Da vi fik denne, så stoppede vi alligevel lige op.
Duften var forrygende, en af de næser hvor man bliver ved med at vende tilbage. Frugten udvikler sig, blomsterbuketten drejes og en ny blomst viser sig. Den lever, den udvikler sig. For mig kan Gagnard godt være lidt hård på fadet nogle gange, men når det som her balanceres af en præcis og elegant frugt, så er alting godt. Høj intensitet og absolut en vin der spiller på mange takter, uden at miste overblikket. Det er det, som hvid Bourgogne kan, nogle gange. Syngende ren og saftig eftersmag, så flasken tømtes hurtigt og aftenen blev nydt på tagterrassen i godt svensk selskab.
1997 M. Chapoutier, Barbe Rac, Chateauneuf-du-Pape
Nogle gange rammer man helt ved siden af, når man gætter blindt. Det gjorde jeg på denne flaske. Emil serverede og jeg gættede alt fra Californien til Italien, inden jeg hoppede ned i et stort hul. Var vinen forkert? Nej, jeg drog bare de forkerte konklusioner på det jeg smagte.
Medium dyb i farven, med en klarhed jeg ikke fangede ordentlig, så havde jeg jo aldrig gættet cabernet. Duften var af modne sorte bær, brombær, sorte kirsebær og urter en masse. I munden var der udsøgt balance, med masser af dybde og varme. En syre, der burde have holdt mig i Europa, men som jeg missede i første omgang. Den modne frugt trak mig fejlagtigt oversøisk. På intet tidspunkt tænkte jeg varmt område i Europa, hvilket var dumt. Det er ikke nemt at smage blindt. Vinen stod og udviklede sig smukt i glasset og da etiketten var afsløret blev den pludselig meget mere typisk for en varm grenache 
