Ja, den der gemmer til natten, gemmer til katten. Er det ikke sådan det gamle ordsprog går. En flaske 1998 Chateau Bouscassé, Vieilles vignes, Madiran havde nok ligget et par år for længe, men sådan går det en gang imellem når man samler vin. Tror næppe der er en vinsamler, der ikke har åbnet en flaske en postgang for sent. trist er det, når vinen er på vej ned af bakke og oplevelsen ikke er hvad man oprindelig havde håbet på.
Et af de spørgsmål jeg har fået flest gange i løbet af årene er; Hvor lang tid kan vin ligge?
Svaret bliver altid utrolig svævende, noget i retning af: Det kommer an på årgang, producent, område, drue etc. Altså sagt på lidt mere kompliceret vinsprog: det kommer an på de naturlige og menneskelige faktorer der påvirker vinens endelige stil og kvalitet.
I denne corona-tid har jeg været i gemmerne og rodet lidt rundt i min vin. Der er mange ting der har fået lidt alder og vine der stadig er alt for unge. Jeg har hevet en omgang vine frem som vi prøver at nyde i disse dage, for at få lidt spræl ind i en ellers trist indelukket hverdag. Det er sjovt, for nogle vine byder på store oplevelser, andre har desværre ligget lidt for længe.
1998 Chateau Bouscassé, vieilles vignes, Madiran
En vin der er fremstillet på druen tannat, fra virkelig gamle vinstokke mellem 50 og 100 år gamle. Generelt giver tannat vine med høj syre og tannin, der har godt af at ligge nogle år. I denne relativt varme årgang 1998 startede denne med stor koncentration og power. Jeg husker at jeg smagte den som yngre og havde lagt denne flaske hen til “en særlig lejlighed”. Nu kom den frem og viste sig så at være lidt træt. Jeg undersøgte lidt på Cellartracker for at se hvad andre havde oplevet for nylig med vinen. Det holdt mine forventninger nede, så den blev blot serveret til en gang svinekæber.
Stadig en flot næse med sorte kirsebær, blommer og tobak. En del tertiære noter blandede sig, men frugten sneg sig flot op af glasset. Smagen var lidt flad og uden den store tæthed og tyngde jeg havde håbet på. De tertiære noter med tobak, læder og tjære havde overtaget på frugten. Lidt trist, men så lærer man lidt af det.
2002 Quinta do Carmo, Reserva, Alentejano
Et prestige projekt i Portugal, af folkene bag Chateau Lafite. Denne vin var også bare blevet for gammel og stod tør, brun og trist i glasset.
1947 Chateau le Cauze, Saint Emilion
En flaske som pludselig lækkede voldsomt inde i kælderen. Min søn så at der nærmest lå en sø under denne, så vi valgte at hive den ud og op at stå med det samme. Den havde tabt en del vin og standen var under toppen af etiketten på den gamle flaske. Forhåbningerne var helt i bund. Da jeg to timer senere skærer kapslen af, kan jeg se at proppen er faldet ned i vinen. Formentlig da den blev rejst op. Forhåbningerne blev helt i bund. Jeg tænkte pyt, men hældte den i et glas inden den skulle i vasken. Pudsigt nok så den flot og blank ud. For mig er det en væsentlig rettesnor med ældre vine. Hvis en vin er blank i overfladen, så plejer den at være i live. Er den mat, så er den blevet for gammel og træt. En tommmelfingerregel som plejer at virke for mig.
Det osede op af glasset med den fineste rene frugt, naturligvis med masser af alderstegn. Her var tørrede rosenblade, syltede blommer og så alligevel en renhed i både duft og smag som var fantastisk. Fin elegance i eftersmagen og en god balance i vinen. Virkelig en god oplevelse, hvor vi i den grad blev overrasket af en meget gammel flaske, i virkelig dårlig stand.
I gamle dage fremstillede man vin på en anden måde, hvilket bare gør at de gang på gang viser sig mere holdbare.
Denne flaske var tappet af Fritz Paustian Jr. som sidenhen stiftede Taster Wine. Desværre kan jeg ikke huske hvordan flasken er endt i min kælder.
The post 1998 vs 1947, den der gemmer til natten… appeared first on %%http://www.vinkreutzer.dk/%%.
